Viljen ligger i hjertet

Det er bare ikke så fedt at skulle fortælle, når man søger læreplads eller har mødt en ny kæreste: At man har boet på børnehjem.
Derfor gemmer man på det. Og man gemmer også på, hvorfor man kom på børnehjem. – Helt indtil TV2 Østjylland en dag bankede på med et kamera og en stor buket blomster: Til lykke! Du er blevet udråbt til Årets Østjyde.

Det var i 2017, og siden har verden ikke været helt den samme. »Jeg besluttede at fortælle om min barndom og opvækst for at indgyde mod hos andre børn og unge i en situation, der ligner min. Til gengæld er jeg blevet stærkere af det,« siger en åben Jann Lund (48), Anelyst Auto i Tilst.

AT SE DEM GÅ UD I LIVET

Jann Lund modtog prisen som Årets Østjyde, fordi han bestandig har udvist, hvad man på politisk korrekt dansk kalder socialt ansvar: At tage imod unge, der har haft svære kår, har slået en skævert, eller som på anden måde er ”udfordret”. Jo, det koster tid og tålmodighed, og nogle gange mislykkes det. Desto større er glæden, når det lykkes. Lykkes at få den unge knægt i lære, opleve ham gå til svendeprøve og derpå se ham
gå ud i livet – eller blive på værkstedet som svend, som tilfældet er for Morten, der har været hos Jann i syv år. På samme måde har Jann Lund engageret sig i den lokale skole, er knyttet til Tilst Kirke, går som natteravn
og er sponsor for en bred vifte af sports- og idrætsklubber. 

Drivkraften er ikke socialt ansvar, der virker godt på renomméet. Drivkraften er hans egen opvækst. Janns mor var maniodepressiv. I sine maniske perioder købte hun på klods alle de steder i byen, hun kunne komme til det, for derefter at gå ned med en dyb depression. Som børn ofte gør, følte Jann sig skyldig; skyldig og ansvarlig. Det blev næsten en lettelse at tilbringe hverdagene på et børnehjem. Her var struktur på tingene og voksne, der havde overskud.

VAR LIGE VED AT GÅ

Men det var godt nok en tung omgang at besøge hjemmet igen sammen med TV2. »Jeg kom 10 minutter for tidligt til vores aftale, og jeg var flere gange ved at gå igen,« fortæller Jann Lund. Han blev. Han fortalte.
Og han blev stærkere. Det stod ham helt klart, at han ville være automekaniker. Han startede på EFG og kom i lære som 16-årig, modtog sit svendebrev i 1990, gennemførte sin værnepligt og blev ansat som svend hos Becker.dk. Her lod han sig siden forfremme til afdelingsleder for afdelingen i Horsens, senere i Aarhus. I 2005 skulle det være: Med en halv million i egenkapital og et banklån i samme størrelsesorden etablerede han sig i Anelystparken (deraf firmanavnet) sammen med en enkelt svend. Senere flyttede han herover på Blomstermarken, har bygget til og driver nu tillige skades- og rustcenter og lejer biler ud; alt sammen fra de rummelige lokaler, hvor også en køreskole og en synshal har lejet sig ind.

Alt i alt tæller værkstedet 15 mand og 2.000 kvadratmeter under tag.

GOD TIL AT VÆLGE UD

Et barsk afsæt – og selvstændig virksomhed med 14 medarbejdere på 13 år. Hvordan gør man lige det? »Jeg tror, jeg er god til at vælge mine folk ud. Er måske menneskekender. Og så har jeg et godt taletøj!« lyder det. »Og kunderne er glade for at komme her.« Dét at tage unge ind på værkstedet og give dem en chance – ofte i form af praktikforløb – begyndte Jann tidligt på.

»Som godt og vel 20-årig gik det op for mig, at nogen også havde gjort noget for mig. Så da Horsens Kommune spurgte, om vi kunne tage imod et ungt menneske med udfordringer, var svaret ja. Jeg havde en supergod chef, der gav mig plads. Og så er jeg fortsat siden.«
Jann bruger sin mavefornemmelse, når han skal vurdere, om der er perspektiv i at tage imod vedkommende. Og så gælder noget-for- ogetprincippet: Du er velkommen her, så længe du passer din skole! »Jeg tager kun en ad gangen, og betingelsen er, at kommunen ordner alt papirarbejde,« forklarer Jann, der også stedse har beskæftiget ”almindelige” lærlinge. Og svendene? Det afhænger vel også af dem?
»De ved det, fra de bliver ansat. Og så kender de mig jo!«

DET KRÆVER RUMMELIGHED OG GERNE EN VIS PERSONLIG GENNEMSLAGSKRAFT AT TAGE UNGE MED EN TUNG BAGAGE IND OG GIVE DEM EN CHANCE I FOR EKSEMPEL ET EGU-FORLØB. MEN DET GIVER OGSÅ ENERGI,
FASTSLÅR JANN LUNN, ANELYST AUTO.

LÆRTE TEGNSPROG

Nogle udfordringer er sværere end andre. Jann sagde pænt nej tak første gang, han blev spurgt, om han ville tage en dreng, der var døv, ind i et praktikforløb. Men da drengens far kom for tredje gang, kom Jann på andre tanker. Og både han, svendene og lærlingen fik lært sig  tegnsprog, og det gik så godt, at kunderne formentlig aldrig opdagede, at knægten var døv. Det blev til en fin periode som arbejdsmand.

Rent praktisk har Jann taget imod flere unge i såkaldte EGU-forløb – EGU for ErhvervsGrundUddannelse. Under opholdet lærer de unge, hvordan man opfører sig på en arbejdsplads, lærer at komme til tiden og smager på det at have et ansvar – både over for lærestedet og sig selv. I tidens løb er det vel blevet til to-tre færdiguddannede lærlinge. »Jo, jeg vil anbefale, at man giver sig i kast med det. Vi kommer til at mangle  arbejdskraft de kommende år, så vi bliver simpelthen nødt til at give dem chancen. Det kræver rummelighed, men det giver også energi. Viljen ligger i hjertet,« fastslår Jann, der også anerkender, at det måske forudsætter en vis personlig gennemslagskraft. En ”alfahan”, kalder han sig selv. En alfahan med et vist temperament og med en evne til at sætte de grænser for de unge, som de har og altid har haft behov for. Og med en ubændig lyst til at gøre en forskel. 

BRANDBILEN

Han har erhvervet en gammel brandbil – en MAN 11-168 fra 1973 – som han, gerne sammen med en eller flere af de tre døtre – tager til idræts- og sportsstævner med. Frem for brandslanger og vandtank er køretøjet forsynet med et fadølsanlæg og en slushiceautomat. »Arrangørerne kan selv bestemme, om vi skal forære øl og slushice væk, eller om de vil tage sig betalt. Den er et stort hit.«

Og så er der Natteravnene.
»Jeg går i Aarhus Midtby og Tilst et par gange om måneden. Det er en berigende oplevelse. Man lægger fuldstændig en lang arbejdsuge bag sig, og man får frigivet nogle endofiner. Og så giver det et spændende netværk; det er jo vidt forskellige mennesker, der går med.« Rent fagligt har Jann Lund været engageret som skuemester ved fagets svendeprøver og har medvirket som dommer under DM i Skills.

I 2015 festligholdt han sit 10 års jubilæum. Jubilæet samlede 400 glade mennesker, og frem for gaver blev her indsamlet 36.000
kroner, der gik til børn og unge. CAC – Anelyst Auto er tilsluttet AutoPartner – bidrog med en oplevelsesgave. »Det blev til et besøg af racerkøreren Jan Magnussen, der præsenterede sin nye racerbil for omkring 100 børn. En fantastisk aften!«

FJERNE DESTINATIONER

Både på jobbet og privat har Jann svært ved at sidde stille. Hjemme har han tre børn og en hustru; en hustru, der heldigvis er af samme støbning som han selv. Og holder de endelig ferie, så rejser de – og dét til fjerne destinationer som Australien, Hong Kong, USA eller New Zealand.

Men lige i dag kalder Tilst Skole. Her har han som sponsor været med til at genskabe den gamle tradition for årlige skolefester; en tradition, der nu igen bærer sig selv. Her har Jann gjort en forskel.

Kilde: AUTOBRANCHEN • 06 2018

Modtag AutoPartners nyhedsbrev

AutoPartner sender nyhedsbreve va. 14 gange årligt med gode råd og tilbud.

Du kan selvfølgelig altid afmelde dig igen.

Tilmeld nyhedsbrev